Dronning Letizia stod i kø i 40 minutter for at overraske veninden: Blev mødt med kys og kram
Lørdag satte forfatteren Sonsoles Ónega sig til rette i en boghandler i det centrale Madrid for at signere eksemplarer af sin seneste bestseller ”Las hijas de la criada".
Hun havde ikke forventet, at der i køen af de mange beundrere stod én af hendes nære veninder – Spaniens dronning Letizia.
Efter at have stået i kø i 40 minutter blev det endelig dronningens tur, og her blev Letizia mødt af sin storsmilende veninde, der sad klar med en autograf og kys og kram.
Letizia og Sonsoles Ónegas venskab går langt tilbage.
Det var i slutningen af 90’erne, Letizia hed Ortiz til efternavn, og de arbejdede begge på nyhedsstationen CNN+. Selv om deres professionelle veje skiltes – ikke mindst da Letizia blev gift med Felipe i 2004 – har de bevaret den nære relation.
Ifølge det spanske medie HOLA, var Sonsoles Ónegas én af de første, som Letizia betroede sig til, efter hun var blevet forlovet med den daværende kronprins i 2003.
Parret havde mødt hinanden året forinden, og veninden var naturligvis også blandt gæsterne, da Letizia og Felipe sagde ja til hinanden i Almudena-katedralen i maj 2004.
Det samme var hun, da kongeparrets ældste datter, prinsesse Leonor, forleden fyldte 18 år, og familie og venner fejrede det med en privat fest i Pardo-paladset.
Sonsoles Ónega har haft stor succes med sin nye bog, der i oktober vandt den prestigefyldte Planeta-pris.