3. mar. 2022
Af Marianne Singer

Efter ekstremt krævende tid: Nu tages der stor beslutning om kong Juan Carlos

Kong Juan Carlos. 
Kong Juan Carlos.
Foto: Mega
Efter en ekstremt krævende tid for spanske kong Juan Carlos, 84, kan han nu glæde sig over en glædelig nyhed, der kan muliggøre en tilbagevenden til hans hjemland.

Det ser, ifølge flere internationale medier, ud til, at kong Juan Carlos er et skridt nærmere sit brændende ønske om at vende hjem til sit elskede hjemland Spanien.

For godt halvandet år siden måtte den pensionerede spanske konge forlade Spanien og tage midlertidig bolig i Abu Dhabi på grund af anklager om skattesnyd og hvidvask.

Droppet sagen

Nu har anklagemyndigheden ved den spanske højesteret lukket ned for alle undersøgelser omkring kong Juan Carlos økonomiske aktiviteter og derfor kan han potentielt vende tilbage til Spanien.

Det sker, efter at anklagemyndigheden har gennemført adskillige undersøgelser af kongens pengestrømme og ejendele.

Flere grunde

Efter sigende vidste kong Juan Carlos, at der var ringe chancer for, at efterforskningen mod ham ville blive gennemført.

Både på grund af den immunitet han har nydt indtil sin abdikation i 2014 og fordi han har foretaget flere frivillige tilbagebetalinger til den spanske stat i skat.

Blandt andet betalte han i marts sidste år 4, 4 millioner euro tilbage i skat.

Vender tilbage?

Ifølge spanske El Mundo lyder det fra kilder tæt på kongen, at afslutningen af sagen er et vigtigt skridt for kongehuset og regeringen i forhold til deres vurdering af en tilbagevenden af kong Juan Carlos til Spanien.

For selvom den officielle melding fra kongehuset har været, at kong Juan Carlos kunne vende tilbage, når han ville, så var det regeringen, der varetog al ansvar for at vurdere, hvornår det er passende, at han vender tilbage.

Kong Juan Carlos selv har tidligere udtalt, at han ønsker at vende tilbage til i det mindste kortere perioder i Spanien, men det er endnu uvist hvornår og hvordan det kommer til at ske og hvorvidt det bliver et midlertidigt eller permanent ophold.

Læs mere om: