Prins Philip død: Spaniens kongepar sender kærlige ord til tante Lillibet
Det er strømmet ind med kondolencer til dronning Elizabeth, efter prins Philip fredag den 9. april døde på Windsor Castle i en alder af 99 år.
Blandt de mere personlige hilsener er den fra spanske kong Felipe og dronning Letizia.
Mindes Philip
"Kære tante Lillibet,
Vi er dybt kede af at modtage nyheden om, at vores kære onkel Philip er gået bort. I denne svære tid vil vi gerne sende dig vores dybeste kondolence på vegne af regeringen og Spaniens folk, og al vores sympati og støtte. Vi vil aldrig glemme de øjeblikke, som vi delte med ham og den tjeneste og dedikation overfor Kronen og Storbritannien, som han udførte ved din side. Vores tanker og bønner går til Hendes Majestæt og hele familien. With all our love and affection, Felipe and Letizia.", skriver det spanske kongepar i en pressemeddelelse, ifølge Royal Central.
Sød hilsen til dronning Margrethe
Også under dronning Margrethes 80-års fejring sidste år delte det spanske kongepar en meget personlig besked, dengang til den danske fødselar.
Sammen med resten af Europas kongelige sendte de en videohilsen, hvor de lykønskede og hyldede dronning Margrethe på hendes store dag.
I videohilsenen, der blev lagt ud på kongehusets sociale medier, medvirkede store royale profiler som Sveriges kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria og prins Daniel med deres børn og prins Carl Philip samt Norges kong Harald, dronning Sonja, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Desuden medvirkede storhertugparret af Luxembourg og kongeparrene fra Spanien, Holland og Belgien.
Alle henvendte sig personligt til deres ”tante Daisy” med gratulationer og sjove bemærkninger.