
Prinsesse Irene er død: Her er hendes tilknytning til det danske kongehus

Her til eftermiddag kom den triste besked om, at prinsesse Irene var gået bort i en alder af 83 år.
Prinsessen, der er søster til den spanske dronning Sofia, har længe haft et skrantende helbred, og nu er hun her ikke længere.
Hendes død har efterladt både det spanske og græske kongehus i sorg, men prinsesse Irene af Grækenland og Danmark har også en tilknytning til det danske kongehus.

Prinsessens oldefar, prins Vilhelm af Danmark, som var søn af Christian 9., blev i 1863 valgt til konge af Grækenland. Han tog i den forbindelse navnet Georg I.
Det blev besluttet, at alle hans efterkommere ville få titlen "prins/prinsesse af Grækenland og Danmark" - blandt andet for at sikre en forbindelse til Danmark.
Prinsesse Irene er desuden svigerinde til dronning Anne-Marie, der var gift med Irenes storebror, kong Konstantin.

Derudover modtog hun i 1964 Elefantordenen.
Fakta
Hvem var prinsesse Irene?
Prinsesse Irene af Grækenland og Danmark blev født den 11. maj 1942 i Cape Town, Sydafrika. Hun var datter af kong Paul af Grækenland og Frederikke af Hannover, og derfor lillesøster til dronning Sofia og kong Konstantin.
Mens hendes storesøster og storebror voksede op og blev henholdsvis dronning af Spanien - gennem Sofias ægteskab med Juan Carlos - og konge af Grækenland, levede prinsesse Irene et mere privat liv.
I barndommen havde prinsesse Irene en stor kærlighed til musik og i en periode var hun professionel koncertpianist. Hun var elev af pianisten Gina Bachauer. I 1969 optrådte hun i Storbritannien ved Royal Festival Hall, hvor hun modtog et tre minutter langt stående bifald. Kong Konstantin, den daværende prins Charles og prinsesse Anne var blandt de mange tilskuere.
Irene boede i mange år på Zarzuela-paladset i Madrid, så hun kunne være tæt på sin storesøster. I 2018 fik hun spansk statsborgerskab.
Prinsessen var ikke gift og havde heller ikke børn, men hele livet var hun været omgivet af sine søskende, nevøer og niecer, som hun havde et nært forhold til. Dronning Sofias datter, Cristina, har blandt andet opkaldt sin egen datter efter Irene.
Prinsesse Irene modtog Elefantordenen den 11. september 1964. Det skete en uge før kong Konstantin og dronning Anne-Maries bryllup.