
Prinsesse Maria Carolina i voldsom trafikulykke: Jeg er ufatteligt heldig at være i live

Prinsesse Maria Carolina af Bourbon de Deux Siciles har delt en dramatisk opdatering på sin Instagram-profil, hvor hun fortæller, at hun for nylig var involveret i en voldsom motorcykelulykke.
- Jeg er ufatteligt heldig at være i live, skriver prinsessen i opslaget, hvor hun afslører, at ulykken skete, da hun kørte frontalt ind i en mur, mens hun kørte motorcykel.
Efter ulykken blev prinsesse Maria Carolina indlagt på en intensivafdeling, og det er med taknemlighed, at hun ser tilbage på sin indlæggelse.
- At overleve det her var intet mindre end et mirakel, lyder det ærligt fra den 21-årige prinsesse, som også sender en varm tak til lægerne på Centre Hospitalier Princesse Grace i Monaco, hvor hun blev behandlet.
Prinsesse Maria Carolina ønsker nu at bruge sin voldsomme oplevelse til at advare andre, der overvejer at begive sig ud på motorcykel.
- Motorcykler er både kraftfulde og spændende, men også ubarmhjertige. Kør med omtanke. Brug altid fuldt sikkerhedsudstyr – især en ordentlig hjelm. Det var min hjelm, der reddede mit liv, forsikrer prinsessen, der er datter af prins Charles og prinsesse Camilla af Bourbon de Deux Siciles.

Prinsesse Maria Carolinas forældre har tætte bånd til det danske kongehus, da prins Charles blandt andet var fadder til prinsesse Josephine, da hun blev døbt i 2011. Kong Frederik og dronning Mary har gennem årene bevaret et nært venskab til prins Charles og prinsesse Camilla af Bourbon de Deux Siciles.
Du kan læse hele prinsesse Maria Carolinas opslag på Instagram ved at klikke HER.