
Rødt alarmniveau: Kong Felipe tvunget til at aflyse

Tirsdag skulle kong Felipe have været i Valencia, hvor han skulle besøge byens universitet.
Her skulle han have deltaget i en højtidelig ceremoni for at markere et nyt akademisk år, hvilket han gør hvert år, men i sidste øjeblik er begivenheden blevet aflyst, skriver Vanitatis.

På Instagram sætter universitet i Valencia ord på situationen, som er ganske alvorlig: Universitetet forklarer, at begivenheden er "udsat på grund af den ugunstige vejrsituation, med et rødt alarmniveau for regn, der påvirker byen Valencia, og den forventede udvikling af meteorologisk ustabilitet."
Det er om mindre end en måned præcis et år siden, at netop Valencia også blev ramt af voldsomt regnvejr: Her faldt over et års regn på en dag, hvilket skabte store ødelæggelser.
Over 230 personer mistede livet, og frustrationerne i regionen blev så store, at befolkningen kastede mudder efter kongeparret, da de besøgte Valencia efter de katastrofale regnskyl.
