6. jan. 2013
Af af Jan Bergman

Spanien splittet omkring deres konge

kong Carlos og dronning Sofia
kong Juan Carlos og dronning Sofia
Foto: AOP
Spaniens kong Juan Carlos' første offentlige interview i 10 år modtages noget blandet.

Det har i sandheden været et udfordrende år for det spanske kongehus, hvor 2012 blev året hvor især kong Juan Carlos fik problemer.

Og hvis kongen troede, at han med sit interview kunne råde bod på de mange overskrifter, han har stået model til i det forgange år, tyder det allerede nu på, at han tager fejl.

Interviewet, der er givet i forbindelse med kongens 75-års fødselsdag, har skabt en del debat i Spanien. Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Endnu er det uvist, om interviewet, der blev bragt på TV-kanalen TVE, vil gøre ham mere eller mindre populær i befolkningen, men ifølge en meningsmåling torsdag har det mildt sagt været et dårligt år for ham.

I målingen siger kun 50 procent af spanierne, at kongen har været "meget god" eller "god", hvilket er 26 procent færre end for bare et år siden, oplyser Ritzau.

Meget tyder på, at spanierne endnu ikke er klar til at tilgive kongens til tider distancerede forhold til befolkningen, f.eks. som da han valgte at tage på elefantjagt i Afrika.

Det udløste voldsom kritik blandt hans landsmænd, som fandt det urimeligt, at en offentligt finansieret konge løb rundt på savannen, mens den økonomiske krise hærgede.

2013 er kun lige begyndt og foran ligger et stort arbejde for det spanske kongehus, og ikke mindst Juan Carlos, for at styrke tilliden til den spanske kongefamilie.

Læs mere om: