
Udsender advarsel: Prinsesse Leonors identitet misbrugt i AI-videoer

I flere TikTok-videoer kan man både se og høre "prinsesse Leonor" udlove en større sum penge til alle, der anmoder om det. Hvis de altså bare lige indbetaler et beløb først.
Selv om det ganske vist ligner den spanske tronfølger i videoerne, skal man ikke lade sig narre. De er nemlig genereret ved brug af kunstig intelligens.
Profilerne bag de falske Tik-Tok videoer har ifølge The Guardian og El País hundredtusindvis af følgere, og flere brugere er blevet snydt af det manipulerede indhold.
Det har fået Princess of Asturias Foundation, som repræsenterer 20-årige prinsesse Leonor, til at udsende en advarsel.
- Fonden har ingen programmer, der tilbyder økonomisk hjælp, tilskud til projekter, lotterier eller andre monetære operationer til gavn for individuelle borgere. Ligeledes tilbyder Prinsessen af Asturien ikke økonomisk hjælp via fonden, og enhver besked eller profil, der antyder det modsatte, er falsk.
Det er ikke første gang, prinsesse Leonor er blevet misbrugt i falsk indhold.
Faktisk har de falske videoer floreret i mere end et år. I 2024 fortalte den dengang 39-årige Juana Cobo fra Guatemala, at hun var havnet i en stor gæld, fordi hun troede på, at det var den ægte prinsesse Leonor, der lovede hende penge.
- Ikke nok med at jeg tabte pengene, men jeg er også kommet i en enorm gæld. Jeg fik mine forhåbninger op, fordi de gav mig håb, og alt, hvad jeg endte med, var gæld, fortalte hun til El País.
Ifølge TikToks officielle retningslinjer tillader det sociale medie ikke "forsøg på at snyde eller bedrage medlemmer af vores fællesskab. Gentagne overtrædelser kan medføre, at pågældende brugere får deres konti spærret."
De falske videoer, der misbruger prinsesse Leonors identitet er dog ikke fjernet fra platformen på trods af flere anmeldelser.

