Aldrig sket før: Tidlig 40-års fødselsdagsgave til prins William
Storbritanniens prins William fylder 40 år den 21. juni, men allerede nu har han fået en fødselsdagsgave.
Sin helt egen mønt med et portræt på!
Det er første gang, prins William optræder alene på en mønt. I forbindelse med brylluppet med hertuginde Catherine i 2011 optrådte brudeparret sammen på en 5 punds-mønt.
Prins Williams 40-års-mønt er også en 5 punds-mønt, som er den mønt, der mange gange er brugt som souvenir-mønter.
40-års-møntens design blev afsløret mandag, skriver People, og på den ses et portræt af prins William, nummeret 40 og hans monogram ”W”.
Ifølge møntens gravør Thomas T. Docherty ”skaber mønten en balance mellem hans kongelige højheds friske energi og rollen som ung far,” skriver People.
Se den nye mønt i galleriet over artiklen.