
Blevet lavet specielt til prinsesse Diana og prins Charles bryllup: Nu kan du købe den

Det blev kaldt ”århundredets bryllup”, da daværende prins Charles og Lady Diana i 1981 sagde ja til hinanden ved et storslået bryllup i London.
Nu udbydes et sjældent stykke royal historie, når en magnumflaske fra den historiske begivenhed sættes på auktion hos Bruun Rasmussen.
Champagnen - en Dom Pérignon Vintage 1961 – var en særlig bryllupsudgave, der blev fremstillet specielt til fejringen.
"Årgang 1961 anses som en af Dom Pérignons mest eftertragtede årgange. Denne specialudgave er produceret i et meget begrænset antal og skabt udelukkende til de officielle festligheder og udvalgte gæster til det royale bryllup,” fortæller Thomas Rosendahl, der er chef for vinafdelingen hos Bruun Rasmussen, i en pressemeddelelse.

Så meget er den vurderet til
Flasken er særligt degorgeret til lejligheden og forsynet med en etiket, der markerer dens frigivelse til fejringen af begivenheden.
Ifølge Thomas Rosendahl er det yderst sjældent, at sådan en type flaske dukker op på markedet.
Den kostbare magnumflaske fra prins Charles og Lady Dianas bryllup er vurderet til 500.000-600.000 kr. og kommer på auktion hos Bruun Rasmussen den 11. december.

