Derfor manglede prinsesse Anne til State Opening of Parliament
Det var med pomp og pragt, at kong Charles og dronning Camilla onsdag deltog i den såkaldte State Opening of Parliament.
Her holdt kongen den såkaldte King's Speech i forbindelse med, at Storbritannien netop har fået en ny regering.
Kongeparret kørte i procession fra Buckingham Palace til Palace of Westminster, og her manglede der et royalt familiemedlem, skriver Daily Mail.
Til sidste State Opening of Parliament, som var tilbage i november 2023, deltog prinsesse Anne nemlig også i processionen, men det var altså ikke tilfældet i denne omgang.
Hendes fravær skyldes højst sandsynligt, at hun for nylig pådrog sig nogle skader, efter hun kom i karambolage med en hest.
Prinsesse Anne har genoptaget sine royale pligter, men det sker ifølge Daily Mail fortsat på nedsat blus.