30. sep. 2022
Af Julie Nolsöe

Dødsattest afslører: Disse familiemedlemmer nåede ikke at sige farvel til dronning Elizabeth

Dronning Elizabeth
Dronning Elizabeth
Geoff Pugh/AFP/Ritzau Scanpix
Det var langt fra alle i familien, der nåede at sige deres endelige farvel til dronning Elizabeth

Storbritanniens dronning Elizabeth døde på Balmoral slot i Skotland torsdag den 8. september, 96 år gammel.

Tidligere samme dag var det kommet frem, at dronningen var kommet under lægeligt tilsyn, da hun var blevet syg.

Eftersom dronningen befandt sig i Skotland, var der lidt vej at rejse for hendes familiemedlemmer, som gerne ville være ved hendes side.

Var allerede i Skotland

Ifølge flere britiske medier var dronning Elizabeths ældste børn, kong Charles og prinsesse Anne samt Charles' hustru, Camilla, allerede i Skotland, da de havde haft nogle officielle forpligtelser i løbet af ugen.

Derfor var der heller ikke så lang vej for dem til Balmoral slot, som der var for flere andre familiemedlemmer.

Det britiske kongehus offentliggjorde nyheden om dronningens død i en pressemeddelelse klokken 18.30 (engelsk tid), men dronningens dødsattest viser nu, at hun afgik ved døden mere end tre timer tidligere, klokken 15.10 (engelsk tid).

De nåede det ikke

Dronningens dødsattest afslører nu, at hendes barnebarn William samt hendes andre børn, prins Andrew og prins Edward og Edwards hustru, grevinde Sophie, ikke nåede frem til Balmoral slot inden hendes død.

Ifølge britiske medier landede de nemlig i Aberdeen lufthavn klokken 15.50 (engelsk tid). Klokken 17.05 (engelsk tid) ankom de til slottet, men altså ikke tids nok til at tage afsked med dronningen.

Det samme gælder prins Harry, som ifølge Daily Mail først landede i Aberdeen Lufthavn i Skotland ca. et kvarter efter den officielle pressemeddelelse vedrørende dronningens død blev udsendt klokken 18.30.

Læs mere om: