Efter kræftdiagnose: Kong Charles dukkede op til påskegudstjeneste med familien
Meget er sket i det britiske kongehus de seneste måneder, og desværre har sygdom fyldt en hel del.
I begyndelsen af februar kom det frem, at kong Charles er blevet ramt af kræft, og i sidste uge fortalte hans svigerdatter, prinsesse Kate, at også hun er i gang med at blive behandlet for den frygtelige sygdom.
Siden den 75-årige konge fik sin diagnose, har han droslet ned for sit arbejde – ikke mindst sine officielle optrædener.
Derfor betød det også meget for den britiske befolkning at se kong Charles ude i offentligheden påskedag. Det skriver Sky News.
Kort efter klokken 10.40 ankom kongen og dronning Camilla til påskegudstjeneste i St. George’s Chapel i Windsor, og han både smilede og vinkede til de mange fremmødte.
Kong Charles og dronning Camilla var ikke det eneste royale islæt til gudstjenesten. Også prinsesse Anne, Sir Timothy Laurence, prins Edward, hertuginde Sarah og Sarah Ferguson deltog.
Tidligere har også prins William og prinsesse Kate deltaget i gudstjenesten påskedag, men de var ikke med i år.