
Efter lang ventetid: Nu er prins William og prinsesse Kate endelig flyttet

Nu er det endelig sket!
Efter mange måneders nedtælling er prins William og prinsesse Kate endelig flyttet. Sammen med deres tre børn, prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis, er parret flyttet ind i deres nye hjem, Forest Lodge.
Det skriver People.
Mediet kalder Forest Lodge for familiens "forever" hjem, og det forventes, at William og Kate kommer til at tilbringe mange år sammen med deres tre børn her.

Så lukseriøst skal de bo
Mens Adelaide Cottage er blevet beskrevet som "beskedent" i forhold til typiske kongelige boliger, bliver familiens nye hjem noget mere lukseriøst.
Forest Lodge ligger i den 1700 hektar store Windsor Great Park og er omgivet af skov. Hjemmet blev bygget i 1770'erne og har blandt andet otte soveværelser og en fornem balsal. Boligen har siden 1829 tilhørt den britiske kongefamilie.

Desuden får familien glæde af en privat tennisbane, der er placeret i baghaven.
Huset ligger kun seks kilometer fra deres gamle hjem. Det er dog tættere på Lambrook School, hvor både prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis går i skole.
Ifølge Architectural Digest ville boligen koste 142 millioner danske kroner, hvis det blev sat offentligt til salg.
