
Er det meningen? Dronning Camillas diadem-brøler fanget på kamera

Det trak overskrifter, da dronning Camilla tirsdag aften bar et helt særligt smykke.
Da hun var til reception for 900 inviterede diplomater på Windsor Castle, bar hun nemlig et sjældent set diadem.

Den 78-årige dronning bar det såkaldte "Greville Emerald Kokoshnik"-diadem, som sidst blev set på prinsesse Eugenie, da hun blev gift tilbage i 2018.
Hverken dronning Elizabeth eller hendes mor har nogensinde vist sig med diademet, så det er bestemt ikke et smykke, der hives frem fra det kongelige smykkeskrin særligt ofte.
Og selvom det var et glædeligt, men sjældent gensyn, så bemærker Hello! Magazine alligevel noget, som de betegner som et faux pas.

Det britiske ugeblad bemærker nemlig, at bøjlen, som diademet er monteret på, er synligt.
Normalt pakkes bøjlen ind i fløjsbånd med samme farve som bærerens hårfarve for at camouflere bøjlen. Oftest touperes håret også op, så bøjlen ikke er synlig.

Flere billeder fra receptionen, som dronning Camilla var til, viser tydeligt, at bøjlen på diademet kan ses, og det betegnes altså af Hello! Magazine som værende noget af et faux pas.

