
Hertuginde Sarah efter kræftoperation: Nu må jeg gerne

Hertuginde Sarah, der tidligere var gift med dronning Elizabeths søn prins Andrew, blev for nyligt opereret for brystkræft.
Det skete efter hun, ifølge Hello Magazine, blev diagnosticeret med brystkræft efter en rutinemæssig mammografiscanning.
- Hun blev rådet til at gennemgå en operation, hvilket har været vellykket. Hertuginden modtager den bedste medicinske behandling, og hendes læger har fortalt, at prognoserne ser gode ud. Hun er i bedring og bruger tid med familien, sagde en talsperson ifølge Hello Magazine.
Den 63-årige hertuginde Sarah Ferguson, også kaldet Fergie, er nu ved at komme sig oven på diagnosen og operationen, og det glæder især hendes syv hunde, som nu kan blive luftet af hende på de daglige gåture.

Det fortæller hertuginde Sarah i sin egen podcast, ”Tea Talks with the Duchess & Sarah”.
På sin Instagramprofil har hertuginde Sarah delt et klip fra podcasten, hvor hun fortæller, at hun lige nu ikke er så mobil, som hun var før operationen, men at de syv hunde jo er ligeglade og bare glæder sig til at komme ud at gå.
- Jeg fik at vide i dag, at jeg gerne må gå mere. Så nu bliver de nok glade for mig, fortæller hertuginde Sarah om hundene.
Til klippet skriver hertuginde Sarah:
- Jeg arbejder mig langsomt tilbage til en sund krop efter operationen. Corgierne og jeg er så spændte på at gå vores ture sammen igen! Jeg kan ikke takke mine læger, sygeplejersker og det medicinske personale nok! Jeg opfordrer alle til at blive undersøgt. Vent ikke.
To af hertuginde Sarahs syv hunde kommer fra dronning Elizabeth selv.

Da dronning Elizabeth døde den 8. september sidste år, arvede hertuginde Sarah de to corgier Sandy og Muick, som nu hygger sig med hertugindens andre hunde.
Se et klip fra podcasten, som hertuginde Sarah har delt på sin Instagram, herunder.
Hertuginde Sarah og prins Andrew, der er bror til den nuværende kong Charles, var gift fra 1986-96. De har sammen døtrene prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.