
Hvad har han til fælles med Rihanna og Justin Bieber? Kong Charles er den eneste kongelige på særlig liste

Normalt er det dronning Mary eller prinsesse Catherine, der bliver kåret som de bedst klædte, når det kommer til kongelige.
Men i britiske GQ's netop offentliggjorte liste over de 50 mest stilfulde personer må de se sig slået af en uventet konkurrent.

Som den eneste kongelige er 76-årige kong Charles nemlig kommet med på listen, hvor han får selskab af verdensstjerner som Justin Bieber og Rihanna.
– Der er passende nok ingen bedre ambassadør for vores skrædderkunst end statsoverhovedet, hvis pålidelige rotation af velbrugte Anderson & Sheppard-jakkesæt, Turnbull & Asser-skjorter og John Lobb-sko har holdt stand – både fysisk og æstetisk – i årtier, lyder magasinets begrundelse for, at kong Charles er endt på listen.
Storbritanniens konge er da også stor fortaler for at reparere og vedligeholde tøj, så man har så lidt udskiftning i garderoben som muligt.
– Jeg er heldig, at der er venlige mennesker, som hjælper mig med det. Men ja, jeg er en af dem, som foretrækker at få sko – eller ethvert stykke tøj – repareret, hvis jeg kan, end bare at smide det ud, fortalte han tilbage i 2020 til britisk Vogue.

