Hvem betaler for kong Charles og dronning Camillas kroning?
Kongelige fra hele verden strømmer lørdag den 6. maj til den historiske kroning af kong Charles og dronning Camilla.
Omkring 2.000 gæster er inviteret til den festlige begivenhed, som finder sted i Westminster Abbey.
Ifølge NBC løber kroningsweekenden, som består af reception fredag, kroning lørdag, koncert søndag og en national fridag mandag – op imellem 50 og 100 millioner britiske pund, hvilket svarer til et sted mellem 400 og 850 millioner danske kroner.
Modsat royale bryllupper er det ikke den kongelige familie, der selv betaler for den historiske begivenhed.
Det er i stedet den britiske regering, som betaler kroningen med penge fra skatteyderne i Storbritannien.
Årsagen til dette er, at kroningen anses som en statslig begivenhed og ikke en privat fest ligesom eksempelvis bryllupper.