
James Middleton sætter ord på søsterens hårde sygdomsforløb: Det var udfordrende

I begyndelsen af 2024 blev prinsesse Catherine og familien ramt af et stort chok, da hun blev diagnosticeret med kræft. I september samme år kunne hun glædeligt fortælle, at hun havde færdiggjort behandlingen.
Nu fortæller hendes bror, James Middleton, ærligt om tiden under søsterens hårde sygdomsforløb.
Det gør han i et nyt interview med The Times.
Her fortæller James Middleton, at prinsesse Catherines kræftdiagnose var en "udfordrende tid" for hendes og prins Williams familie.
Han fortæller desuden, at hans vigtigste rolle var at være der for sin søster på hendes præmisser, så hun fik det, hun havde brug for.
- Og det er den mest simple måde, man virkelig kan vise kærlighed på. Man kan gøre det på alle mulige forskellige storslåede måder, men faktisk handler det generelt bare om at være der, lyder det fra James Middleton.

