15. maj. 2023
Af Malan Joensen

Kan du spotte forskellen? Prinsesse Catherine stiller op i næsten eksakt kopi

Prinsesse Catherine i ens look til Garden Party 2023 og Ascot 2019.
Prinsesse Catherine genbrugte et af sine flotteste looks til Garden Party ved Buckingham Palace.

Mange royalt interesserede måtte gnide øjnene en ekstra gang, da prinsesse Catherine for nyligt trådte ud i den smukke have ved Buckingham Palace til Garden Party.

Kate lignede nemlig en næsten eksakt kopi af sig selv fra Ascot i 2019.

Det kunne næsten se ud som om, prinsessen var trådt ud af en tidsmaskine, og det var da også kun øreringene, der afslørede, at der trods alt var en lille forskel på looket i år og for fire år siden.

Den forårslette sæt bestående af bluse med fin sløjfedetalje og florlet, prikket nededel er fra Elie Saab - dog har prinsesse Catherine fået lavet nogle ændringer på overdelen, der i hendes udgave er med lange ærmer.

Ifølge Whatkatewore er hatten fra Philip Treacy og stiletterne fra Gianvito Rossi, mens clutchen også er fra Elie Saab.

Den eneste lille forskel på looket i 2023 og i 2019 er Kates valg af øreringe.

Ved det nylige Garden Party bar hun et par fine "Lola"-øreringe i blå topas og diamanter fra Kiki McDonough, mens hun i 2019 også bar Kiki McDonough-øreringe i blå topas og diamanter, dog i en anden stil.

Se billeder fra begge begivenheder i galleriet øverst i artiklen.

Læs mere om: