22. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Kong Charles og familien sætter officielle opgaver på pause

Kong Charles og dronning Camilla
Kong Charles og dronning Camilla
Foto: Millie Pilkington/Reuters/Ritzau Scanpix
Briterne skal til parlamentsvalg den 4. juli, og som følge deraf udskyder kongefamilien deres officielle opgaver.

Begyndelsen af 2024 har været turbulent for den britiske kongefamilie. Først kom det frem, at kong Charles var blevet ramt af kræft, og i marts blev det offentliggjort, at også hans svigerdatter, prinsesse Kate, var diagnosticeret med den frygtelige sygdom.

Kong Charles skar i en periode ned på sine arbejdsopgaver, og nu må hele kongefamilien holde en delvis pause.

Årsagen er heldigvis ikke sygdom, men derimod at premierminister Rishi Sunak onsdag aften har udskrevet valg.

Buckingham Palace har ifølge Sky News udsendt en meddelelse, hvori det fremgår, at officielle opgaver sættes på pause som følge af valget. En talsmand siger, at i kølvandet på valgudskrivelsen ”vil kongefamilien i overensstemmelse med normal procedure udskyde opgaver, der kan se ud til at aflede opmærksomheden eller distrahere valgkampen".

I meddelelsen fremgår det ifølge Sky News også, at kongen og dronningen undskylder til enhver, der bliver berørt som følge af udskydelserne.

Det britiske folk skal til stemmeurnerne torsdag den 4. juli.

Læs mere om: