
Kongeligt slot pludselig lukket ned: Hold jer væk!

Turister med kurs mod Balmoral Castle i Skotland må mandag sadle om.
Det verdenskendte slot i Skotland, der var et af dronning Elizabeths absolutte yndlingssteder, er nemlig pludselig lukket ned.
Det skriver flere britiske medier, blandt andet Daily Express.
Årsagen er, at området mandag bliver ramt af stormen Floris, hvor man ifølge prognoser melder om risiko for vindstød med op til 40 meter i sekundet.
Ifølge DMI kalder man det orkanstyrke, når det er over 32 meter i sekundet.
Folk i de berørte områder er blevet advaret mod at bevæge sig rundt, da det ekstreme stormvejr betegnes som livsfarligt, og ifølge Royal Central er mange togafgange, færger og flyafgange aflyst mandag som følge af uvejret.
I en officiel meddelse fra Balmoral Castle opfordrer man da også alle besøgende til at holde sig væk og skriver endvidere, at folk med billet til mandag vil kunne få refunderet billetten.
"Stay safe everyone," slutter de af.
Ifølge kongehusets officielle kalender var kong Charles på Balmoral Castle lørdag, men om han bliver der under stormen, vides endnu ikke.


