28. okt. 2022
Af Julie Nolsöe

Længe ventet: Nu fortæller Prins Harry sin side af historien

Prins Harry
Prins Harry
Foto: MEGA
I en ny bog giver prins Harry for første gang et unikt indblik i hans tanker og oplevelser fra et liv i mediernes søgelys

Nu er der endelig kommet en dato for udgivelsen af prins Harrys bog, som har titlen "Spare" og på dansk får titlen "Reserven".

Bogen, som er prinsens egen personlige fortælling om sit liv, skulle oprindeligt være udkommet i oktober i år, men nu oplyser forlaget Penguin, at bogen, som vil blive oversat til 16 sprog, kommer på gaden den 10. januar 2023.

Udgivelsen af bogen blev ifølge Hello Magazine udskudt på baggrund af dronning Elizabeths død den 8. september.

Gennem forlaget har prins Harry udtalt om bogen:

- Jeg skriver ikke dette som den prins, jeg blev født som, men som den mand, jeg er blevet.

Han fortsætter:

- Jeg har båret mange hatte gennem årene, både bogstaveligt og billedligt talt, og mit håb er, at jeg ved at fortælle min historie – op- og nedturene, fejlene, erfaringerne – kan være med til at vise, at uanset hvor vi kommer fra, har vi mere til fælles, end vi tror.

Prins Harry udkommer med sin bog, "Spare", den 10. januar 2023.
Prins Harry udkommer med sin bog, "Spare", den 10. januar 2023.
Foto: Penguin Random House/MEGA

I bogen, som er skrevet ved hjælp af en ghostwriter, den Pulitzer Prize-vindende forfatter JR Moehringer, får læseren for første gang et indblik i, hvordan den unge prins Harry oplevede den tragiske tid, hvor han og storebror prins William mistede deres mor, prinsesse Diana, da de var henholdsvis 12 og 15 år gamle.

Bogen udgives på dansk af Politikens Forlag under titlen "Reserven". Forlaget beskriver bogen som en "skelsættende udgivelse, der byder på indsigt, åbenbaringer, selvransagelse og tilkæmpet visdom om kærlighedens triumf over sorgen".

Ifølge mediet Mirror går overskuddet fra bogen til velgørende formål.

Læs mere om: