
Lige nu er børnene for små: Men Harry og Meghan forbereder sig allerede på én ting, som mange forældre nok genkender

Torsdag løb Project Healthy Minds-gallaen af stablen i New York, og her var prins Harry og hertuginde Meghan blandt de prominente navne på gæstelisten.
De var dog ikke kun gæster ved den store galla - parret modtog også prisen "Humanitarians of the Year" for deres arbejde med mental sundhed.
I takketalen kom Harry og Meghan blandt andet ind på sociale mediers indflydelse på mental sundhed, og det er noget, der nok vækker store følelser hos forældre, der skal tage stilling til, hvor meget adgang deres børn skal have til internettet.
Det er også noget, parret kan genkende. Det fortalte de i talen ifølge det britiske medie HELLO!
- Vores børn Archie og Lili er kun seks og fire år gamle. Kan I tro det? Heldigvis er de stadig for unge til sociale medier, men vi ved, at dagen kommer, og ligesom så mange andre forældre tænker vi konstant på, hvordan vi kan omfavne teknologiens fordele, samtidig med at vi beskytter dem mod farerne, fortalte Meghan i talen.
Til daglig bor prins Harry og hertuginde Meghan i Californien sammen med sønnen Archie på seks år og datteren Lilibet.

