Midt i svær tid: Prins George og prins William nød en fed aften sammen
For allerførste gang siden prinsesse Kate for et par uger siden fortalte en chokeret offentlighed, at hun har kræft, var prins William og parrets søn prins George af sted til en stor begivenhed.
Torsdag aften satte de sig til rette på VIP-pladserne på Villa Park i Birmingham, hvilket medier som Sky News melder.
Prins William er kæmpe fan af Birmingham-klubben Aston Villa, og han har opdraget sin søn godt.
George er således også vild med Aston Villa eller Villa, som klubben kaldes af de ægte fans, der i øvrigt går under navnet ”Villans”.
William og George er vilde med Villa
William og George kunne juble over to scoringer fra hjemmeholdet, der vandt 2-1 over den franske klub Lille i den første kvartfinalekamp i Europa Conference League-turneringen.
10-årige prins George bar et flot Aston Villa-tørklæde om sin hals, og han er allerede en kæmpe fodboldfan ligesom sin farmand.
Det var for mange briter en glæde, at se far og søn offentligt sammen, og det er altså først gang, at de er ude sammen til en stor begivenhed, siden det kom frem, at prinsesse Kate modtager kræftbehandling.
Både i tiden op til udmeldingen om Kates sygdom og i tiden efter har familien skærmet børnene så meget som muligt.
Den 22. marts fortalte prinsesse Kate i en video, hvad hun går igennem, efter at der længe var blevet spekuleret i hendes helbred og meget andet på de sociale medier.