Nu er det bekræftet: Dronning Camilla og kong Charles flytter fra deres hjem gennem 20 år
Det britiske kongepar, kong Charles og dronning Camilla, har de sidste 20 år boet i palæet Clarence House i London, men nu er det bekræftet, at kongeparret flytter.
Det skriver Hello Magazine.
Kong Charles og dronning Camilla flytter til Buckingham Palace, som er den britiske monarks officielle bolig, men der går dog nogle år, før kongeparret endeligt flytter ind.
Ifølge Hello Magazine flytter kong Charles og dronning Camilla først ind på Buckingham Palace i 2027, når deres private lejligheder i slottets nordfløj er gennemrenoveret.
Renoveringen af Buckingham Palace vil til den tid have varet 10 år og er ifølge det britiske kongehus den mest effektive måde – rent omkostningsmæssigt – at forbedre og fremtidssikre slottet.
Den omfattende renovering koster ifølge mediet 369 millioner pund (knap 3,2 milliarder danske kroner), og den blev sat i værk, da kongens mor, dronning Elizabeth, var i live.
Buckingham Palace består af svimlende 775 værelser, der indebærer repræsentantionslokaler, soveværelser til både kongelige, gæster og personale, 92 kontorer og 78 badeværelser.
Før den daværende prins Charles flyttede ind i Clarence House, boede hans mormor, dronning Elizabeth (dronningemoderen), i palæet i næsten 50 år indtil sin død i 2002.