Nu vender prins William tilbage efter kræftnyhed: Det skal han i dag
Prins William vender torsdag tilbage til en række officielle opgaver efter en længere pause, hvor han har fokuseret på familien.
Hustruen prinsesse Catherine stod i slutningen af marts frem og offentliggjorde den triste nyhed, at hun er i behandling for en ikke nærmere defineret type kræft.
Efterfølgende har prins William, prinsesse Catherine og børnene prins George, 10, prinsesse Charlotte, der snart bliver 9, og prins Louis, knap 6, holdt til i boligen Anmer Hall i Norfolk, hvor de blandt andet har holdt påskeferie.
I begyndelsen af denne uge kunne Kensington Palace så fortælle, at prins William torsdag skal besøge Surrey og det vestlige London på officielle opgaver.
Det skriver Hello Magazine.
Her skal prins William besøge Surplus to Supper, der arbejder med indsamling og distribuering af overskudsmad, og se nærmere på den forskel organisationen gør for nærmiljøet og modtagerne af overskudsmaden.
Der er ikke blevet offentliggjort noget nyt om prinsesse Catherines kræftsygdom og behandling, siden hun selv stod frem i en video og fortalte om den triste nyhed i marts.