13. jun. 2022
Af Christinna Braun

Nyt fra Buckingham Palace: Efter familiebeslutning kan prins Andrew deltage i stor begivenhed

Prins Andrew. 
Prins Andrew.
Foto: MEGA
Prins Andrew har fået lov af familien til at deltage i en vigtig begivenhed for den britiske kongefamilie.

Dronning Elizabeths søn prins Andrew har i flere år været involveret i den store skandalesag, som har den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein i centrum. Prins Andrew blev anklaget for at have begået seksuelle overgreb mod den dengang 17-årige Virginia Giuffre, som han, ifølge kvinden selv, kom i kontakt med via Epstein.

Prins Andrew har nægtet sig skyldig i alle anklager og skulle have haft mødt Virginia Giuffre i retten tidligere på året, men de blev enige om at indgå forlig.

I november 2019 sendte prins Andrew en pressemeddelelse om, at han ville trække sig fra alle sine royale pligter på ubestemt tid efter skandalerne.

Men nu har piben fået en anden lyd, skriver Hello Magazine.

Efter en ”familiebeslutning” har den 62-årige prins Andrew i hvert fald fået lov til at deltage i The Garter Day Service, som er en vigtig begivenhed i den britiske kongefamilie. Prins Andrew er selv ridder af "The Order of the Garter", ligesom hans to brødre, prins Charles og prins Edward, er det, og hans søster, prinsesse Anne er Lady of the Garter.

Prinsen har ifølge mediet fået lov til at deltage i selve investituren og frokosten herefter, men han vil ikke deltage i den ceremonielle gang til St Georges Chapel eller i gudstjenesten samme sted.

Prins Andrew vil altså deltage helt privat, og han vil ikke blive set offentligt, skriver mediet.

Hello Magazine skriver, at det tidligere er meldt ud, at prins Andrew var blevet forbudt at deltage i dette arrangement. Garter Day Service er for medlemmer, der har fået den mest fornemme og ældste britiske orden ”Order of the Garter”, som uddeles af majestæten.

Prins Andrew deltog senest i et kongeligt arrangement i april, hvor der var mindehøjtidelighed for hans far, prins Philip, der døde 99 år gammel den 9. april sidste år. Prins Andrew deltog ikke i dronning Elizabeths 70-års jubilæumsfejring, da han havde fået corona, blev det meldt ud.

Læs mere om: