Prins Charles og hertuginde Camilla overrasker: Medvirker i populær tv-serie
Som noget helt ekstraordinært vil prins Charles og hertuginde Camilla medvirke i den populære sæbeopera “EastEnders”.
Det skriver Hello!.
Den kongelige medvirken sker i anledningen af dronning Elizabeths platinjubilæum, hvor majestætens 70 år på tronen vil blive markeret med et helt særligt afsnit af den britiske tv-serie.
Det royale par vil gæsteoptræde i et enkelt afsnit som dem selv.
Prins Charles og hertuginde Camilla optog allerede scenerne tilbage i marts, hvor de besøgte “EastEnders”-settet og mødte skuespillerne.
– Vi er virkelig beærede over at få både prinsen af Wales og hertuginden af Cornwall til at optræde i, hvad der bliver en af EastEnders' mest særlige episoder, lyder det fra producer Chris Clenshaw, som samtidig påpeger, at det vil gå over i “EastEnders”-historien.
Den britiske sæbeopera er blevet sendt på BBC One siden 1985.
Jubilæumsafsnittet med prins Charles og hertuginde Camilla sendes den 2. juni.