
Prins Harry fik frataget sin politibeskyttelse: Nu er der nyt i sagen

Fredag eftermiddag har prins Harry tabt en appelsag om ret til beskyttelse i Storbritannien.
Dermed har prins Harry ikke krav på politibeskyttelse, når han og hans familie færdes i Storbritannien.
Det skriver BBC.
Efter at prins Harry trak sig fra sine officielle pligter i kongehuset, da han i 2020 flyttede til USA med sin hustru, Meghan, og deres børn, valgte det britiske indenrigsministerium at fratage prins Harry den automatiske politibeskyttelse, som var gældende, når han var i landet.
Prins Harry valgte at anke afgørelsen, og han har udtalt, at han er bekymret for at tage sin hustru og børn med til landet af sikkerhedsmæssige årsager.
Nu har appeldomstolen i London imidlertid afvist prins Harry appel.
Prins Harry har dog stadig politibeskyttelse i Storbritannien, men det er ikke længere automatisk. Familien skal give besked i god tid, hvis de ønsker beskyttelse, og sikkerhedsniveauet bliver vurderet fra gang til gang.

