Prins William og hertuginde Catherine berørt af dødsfald: Vi er så kede af det
Prins William og hertuginde Catherine har delt en personlig kondolence på Twitter tidligere i dag.
Det sker efter nyheden om, at BBC-podcastværten Deborah James er død. Hun døde i en alder af blot 40 år efter at have været syg af tyktarmskræft siden 2016.
I tweetet giver parret udtryk for den medfølelse, de har med Deborah James to børn og hendes familie.
"Vi er så kede af at høre den hjerteskærende nyhed om Dame Deborah. Vores tanker går til hendes børn, hendes familie og hendes kære. Deborah var en inspirerende og urokkeligt modig kvinde, hvis eftermæle vil leve videre. W & C"
At parret underskriver sig med blot deres initialer viser, at relationen til den afdøde Deborah James var mere end bare en overfladisk kontakt. Det er da heller ikke mere end bare få uger siden, at prins William besøgte den terminalt syge James, hvor han dekorerede hende med en Dame Commander-orden.
Deborah James havde siden diagnosticeringen med den uhelbredelige kræftsygdom, sat sin energi ind på at skabe åbenhed og opmærksomhed om sygdommen blandt andet ved at lave en podcast for BBC, skrive klummer for avisen The Sun og udgive en bog om sin sygdom. Åbenheden omkring sygdommen gjorde hende til en meget eksponeret person, som mange englændere har fulgt tæt. I maj måned stiftede hun således en fond, der rejste svimlende 1,5 million pund på bare 24 timer. Ved hendes død er beløbet oppe på knap 7 millioner pund.
Deborah James døde i sine forældres hjem og efterlader sig sin mand, Sebastian, og deres to børn, datteren Eloise på 12 og sønnen Hugo på 14 år.