26. nov. 2022
Af Lene Skriver Bak

Prinsesse Catherine med i særlig klub: Kunne endelig bære særlig broche

Prinsesse Catherine.
Prinsesse Catherine havde debut med en helt særlig broche under det første statsbesøg siden kong Charles overtog tronen.

Prinsesse Catherine var sammen med prins William ved kong Charles og dronning Camillas side, da det nye kongepar afholdt første statsbesøg efter kongen overtog tronen.

Den sydafrikanske præsident Cyril Ramaphosa var på visit på et statsbesøg, der egentlig var planlagt af dronning Elizabeth, men altså blev gennemført af hendes arving, kong Charles.

Ved den officielle velkomst for præsidenten, der fandt sted på Corinthia Hotel i London, henrykkede prinsesse Catherine med sin vinrøde frakkekjole fra Emilia Wickstead med matchende clutch fra Mulberry og ruskindsstiletter fra Gianvito Rossi.

På frakkekjolens revers glimtede en smuk og letgenkendelig broche, som prinsessen bar for allerførste gang.

Brochen, der oprindeligt var en bryllupsgave til den danskfødte prinsesse Alexandra, da hun giftede sig med den daværende prins af Wales i 1863, bærer navnet Ladies of North Wales, fordi det netop var the Society of Ladies of North Wales, der skænkede gaven til den kommende prinsesse af Wales.

Siden da er brochen gået i arv fra prinsesse af Wales til prinsesse af Wales, der har brugt brochen som et synligt bevis på deres titel.

Prinsesse Kate har arvet brochen fra dronning Camilla, der – selv om hun aldrig brugte titlen – lovformeligt var prinsesse af Wales fra sit bryllup med prins Charles i 2005 til han besteg tronen i september.

Som hertuginde af Cornwall brugte Camilla brochen ved flere lejligheder, men ikke så hyppigt som Charles' første hustru, prinsesse Diana, der fik brochen i bryllupsgave i 1981.

Ved skilsmissen overgik brochen til dronning Elizabeth, som altså opbevarede den indtil hertuginde Camilla overtog den.

Det samme gjorde dronningens mor, dronningemoderen, i en periode, hvor der ikke var en prinsesse af Wales.

Se nærmere på prinsesse Catherines lækre vinrøde look og Ladies of North Wales-brochen i galleriet øverst.

Læs mere om: