Sarah Ferguson er ikke inviteret til kroningen: Nu har hun selv kommenteret
Når kong Charles skal krones den 6. maj, bliver det uden Sarah Ferguson på gæstelisten.
Kongen af Storbritanniens tidligere svigerinde er ikke en af de omkring 1.000 gæster, der tager del i den højtidelige ceremoni.
Dog er den manglende invitation helt udramatisk.
Hertuginden fortæller ifølge People, at hun aldrig havde antaget, at hun ville blive inviteret til selve kroningsceremonien, men at hun glæder sig til at se med hjemmefra. Hun har dermed kun rosende ord til kong Charles og dronning Camilla.
- Jeg støtter kongen og dronningen meget, og jeg er mere end glad for at gøre alt, hvad der kræves for at støtte dem på deres vej frem, fortæller Sarah Ferguson.
Dog er Sarah Ferguson ikke helt udelukket fra den særlige fejring. Søndag den 7. maj er hun gæst til den store kroningskoncert, hvor superstjernerne Katy Perry, Take That og Lionel Richie er blandt de kunstnere, der skal optræde.
Hertuginden vil højst sandsynligt deltage i koncerten sammen med sine døtre, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie, som hun fik sammen med sin eksmand, prins Andrew.