Se det skønne billede: Prins Charles og lillesøster Anne sprutter af latter
Prins Charles og hertuginde Camilla er i Skotland, hvor parret blandt andet har deltaget i den årlige Braemer Highland Gathering.
Her kan man nyde traditionel skotsk tromme- og sækkepibemusik, ligesom der traditionen tro dystes i forskellige discipliner blandt både voksne, der blandt andet kan deltage i hammerkast, og børn, der blandt andet dyster i sækkeløb.
Der er også altid tovtrækningskonkurrence.
Med i Skotland var også prins Charles' lillesøster, 72-årige prinsesse Anne, og hendes mand, sir Timothy Laurence.
Og søskendeparret så virkelig ud til at hygge sig i det skotske.
I hvert fald kunne de ikke holde latteren tilbage undervejs.
Prins Charles åbnede under besøget desuden en ny buegang, der er skabt til festpladsen, som markering af sin mor, dronning Elizabeths 70 år på tronen.
Dronningen, der er protektor for Braemar Highland Games, kunne ikke selv deltage i festlighederne. Det er ifølge Daily Mail første gang, dronningen ikke deltager i hele sin regeringstid.