16. sep. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Stod i kø i 13 timer: David Beckham har besøgt dronning Elizabeths kiste

Efter 13 timer i den lange menneskekø nåede David Beckham fredag eftermiddag frem til dronning Elizabeths kiste i Westminster Hall. Se billederne af den tidligere fodboldstjerne i galleriet herover.

Tidligere på ugen vendte dronning Elizabeths kiste hjem til England, og frem til begravelsen på mandag står den i Westminster Hall i London.

Masser af briter vil gerne sige et sidste farvel og vise en sidste respekt til deres majestæt, og blandt dem er også store berømtheder.

Sagde farvel på vegne af Beckham-familien

Fodboldstjernen David Beckham er nemlig én af dem, som fredag har stået i den flere kilometer lange kø i timevis.

Ifølge Daily Mail stillede han sig i køen af sørgende briter klokken 02 i nat britisk tid, og omkring 15.30 fredag eftermiddag nåede han frem til kisten i Westminster Hall.

David Beckham har mødt dronning Elizabeth ved flere lejligheder, og på vegne af Beckham-familien var det vigtigt for ham at vise den sidste respekt og besøge kisten.

Den 47-årige fodboldstjerne satte over for ITV News ord på, hvad dronningen har betydet.

Ærede dronning Elizabeth

- Det er en trist dag, men det er også en dag, hvor vi skal huske på den utrolige arv, hun har løftet, sagde han til mediet ifølge Daily Mail.

Dronningen har også betydet meget for David Beckham i hans tid som professionel fodboldspiller, hvor han var anfører for landsholdet og gang på sang nationalmelodien ”God Save the Queen”.

- Det betød så meget for os, og hver gang vi gjorde det, var det helt specielt, fortalte han videre.

Dronningen Elizabeth begraves fra Westminster Abbey mandag formiddag.

Se billederne af David Beckham, der sørger med tusindvis af andre briter, i galleriet herover.

GALLERI: David Beckham besøger dronning Elizabeths kiste 16. september (Foto: Ritzau/Scanpix)

Læs mere om: