Ærlig prinsesse Madeleine: Jeg kan ikke lide at være i centrum
- Når det kommer til stykket er jeg temmelig genert, og jeg kan ikke lide at være i centrum.
Prinsesse Madeleine åbnede op for sine inderste følelser, da hun, sammen med sin mand Chris O'Neill, deltog i det populære talkshow Skavlan på SVT 1, der blev optaget i London for en uges tid siden.
Det er første gang, at prinsesse Madeleine og Chris O'Neill medvirker i et tv-interview sammen, og det endte med at blive en succesoplevelse for dem begge to.
Prinsesse Madeleine vil helst ikke være i centrum
Stemningen var fra start forrygende, da prinsesse Madeleine, Chris O'Neill i selskab med popstjernen Adele og stjernekokken Jamie Oliver satte sig ned for at tale med Fredrik Skavlan.
LÆS MERE: Prinsesse Madeleines magiske forvandling
Prinsesse Madeleine fortalte på charmerende vis, hvor svært hun har det med for meget opmærksomhed.
- ... stakkels mine forældre. De fik altid hovedpine, når vi skulle have taget familiebilleder eller lignende, fordi jeg altid løb min vej og altid gemte mig. De skulle altid trække mig derhen skrigende. Jeg ville aldrig være en del af det. Og man kan tænke, at jeg har været i det hele mit liv. Og man kunne måske forvente, at jeg nu ville være vant til det, at være tilpas foran folk, med fotografer eller journalister, som stiller spørgsmål. Men det er jeg faktisk ikke rigtig, lød det fra prinsesse Madeleine.
Det kom meget naturligt også til at handle om prinsesse Madeleines personlighed.
- Når det kommer til stykket er jeg temmelig genert og jeg kan ikke lide at være i centrum. Men som den officielle person jeg er, ved jeg, at det er noget, som jeg skal kunne tackle og kæmper med. Jeg arbejder på det. Jeg er her idag! sluttede hun med et grin.
Se klippet med prinsesse Madeleine på svt.se
Prinsesse Madeleine fik kritik
Mens kronprinsesse Victoria altid har været meget ude i offentligheden og ser ud til at føle sig godt tilpas med folket og pressen, har lillesøster prinsesse Madeleine holdt sig mere tilbage.
Prinsesse Madeleine var blandt andet det eneste af kong Carl Gustafs tre børn, som ikke stillede op til et forlovelsesinterview med pressen, og i februar fik prinsesse Madeleine kritik, fordi hun ikke gav interview under et officielt besøg i Gästrikland og Hälsingland.
I 2012 fortalte prinsesse Madeleine under et seminar i New York, hvor hun boede på det tidspunkt, at hun holder meget af at være anonym nogle gange.
Skavlan bliver sendt fredag aften på SVT 1 kl. 21.