
Både dronning Silvia og prinsesse Madeleine er nu ramt: Er royal gallafest i fare?

Hvert år i december hopper den svenske kongefamilie i deres stiveste puds for at markere uddelingen af Nobel-priserne.
Både en koncert og adskillige gallamiddage står på programmet, men nu skaber sygdom usikkerhed omkring tilstedeværelsen af flere kongelige kvinder.

81-årige dronning Silvia har de seneste dage været lagt ned af en forkølelse, og hun har derfor måtte aflyse flere opgaver, som hun havde i den kongelige kalender.
Og nu melder Allt om kungligt også om, at prinsesse Madeleine skranter.
Den 43-årige prinsesse deltog tirsdag aften i et bestyrelsesmøde i World Childhood Foundation og efterfølgende overrækkelse af Childhood-prisen.
Hun skulle have deltaget med sin mor, der dog måtte melde afbud grundet sygdom.
Ifølge Allt og kungligt led prinsessen "af kraftige hosteanfald ved flere lejligheder og blev tvunget til at rømme sig højlydt under ceremonien".

Dronningen og prinsessens sygdom falder blot en uge inden, der er planlagt royal fejring af Nobel-priserne.
Her var både dronning Silvia og prinsesse Madeleines tilstedeværelse meldt ud i den kongelige kalender, men det er nu usikkert grundet sygdom.
Heldigvis har mor og datter en uge til at drikke te og ligge under dynen, så de forhåbentligt er klar til at hoppe i gallakjole og diadem i næste uge.
