Babylykke: Kronprinsesse Victoria har født en pige
Kronprinsesse Victoria fødte natten til torsdag parrets første barn på Karolinska Sygehus i Solna - det blev en lille pige.
Prins Daniel var naturligvis også med på fødestuen, og den stolte nybagte far har her til morgen løftet sløret for nogle af detaljerne omkring fødslen.
Ifølge prins Daniel kom den lille datter til verden klokken 04.26, og hun er 51 cm lang og vejer 3280 gram.
Det var en lettere nervøs prins Daniel, der stolt fortalte om den lille nye prinsesse, som ifølge prinsen er vældig sød.
Daniel kunne fortælle, at både barn og mor har det godt, og at Victoria var strålende lykkelig. Også bedsteforældrene - kongen og dronningen, var naturligvis blevet meget glade for nyheden.
Prins Daniel benyttede lejligheden til at takke personale på Karolinska Sygehus for deres hjælpsomme indsats, og på spørgsmålet om hvor længe Victoria skulle blive på sygehuset, svarede prins Daniel - det er der endnu ikke taget stilling til.
Det svenske hof har tidligere meldt ud, at kronprinsessen skulle nedkomme midt i marts måned. Meget tyder dog på, at fødslen i nat er gået helt efter planen.
Den 34-årige kronprinsesse har været aktiv lige ind til det sidste, og hun havde så sent som tirsdag sin sidste officielle arbejdsdag.
Victoria blev gift i juni 2010 med sin fire år ældre prins, og den nyfødte prinsesse er kong Carl Gustaf og dronning Sylvias første barnebarn.
Stort tillykke til de nybagte forældre.