Carl Gustaf og Silvia på statsbesøg i Letland
Forårssolen bragede ned over svenske dronning Silvia og kong Carl Gustaf, da de onsdag indledte deres to-dages statsbesøg i Letland. Det svenske kongepar blev budt velkommen af præsident Andris Bērziņ, og både den lettiske og svenske nationalsang blev fremført.
Statsbesøget har et tætpakket program, og onsdagen bød blandt andet på et besøg i Nationaloperaen og en seance ved det lettiske frihedsmonument. Dagen sluttede med en middag i selskab med præsidentparret. Ifølge Svensk Damtidning sagde kong Carl Gustaf blandt andet i sin tale:
- Der er sket meget siden vores sidste statsbesøg i Letland for mere end 20 år siden. Dengang var det glædeligt at konstatere, at Sverige kunne bidrage til den genvundne uafhængighed. I dag, efter Letlands ti år lange medlemskab af EU, er det primært i det fællesskab vores lande arbejder sammen, lød ordene fra den svenske konge.
Statsbesøget slutter i dag, torsdag.