Carl Philip fortæller om Sofia: Det sagde klik med det samme
Svenske prins Carl Philip og Sofia Hellqvist kan nu i fuld offentlighed vise deres følelser for hinanden, og i kølvandet på deres nylige forlovelse sætter de ord på kærligheden. I et stort interview med svenske Dalarnas Tidning fortæller parret åbenhjertigt om første gang, de så hinanden:
- Vi mødtes til en frokost. Jeg sad der med nogle venner, og du kom ind med en ven, som kendte mine venner. Det sagde klik med det samme, siger prins Carl Philip, og Sofia fortsætter:
- Vi kiggede lidt forlegent på hinanden, og nok sagde det klik, men at det ville ende på denne måde, havde jeg aldrig troet. Alle, som kender Carl Philip, mærker, at han er en utrolig ydmyg, varm og venlig person. Det kan man direkte se i dine øjne, og hvem kan modstå det? Jo mere jeg lærte dig at kende, jo mere voksede følelserne, siger Sofia Hellqvist.
Nyder at være to
Parret fortæller videre, at det var en stor lettelse omsider at blive forlovet efter næsten fem år som kærester.
- Der var en enorm tryghed i det, en følelse, jeg ikke havde følt før. Jeg har jo været med mine forældre, og mine søstre har haft deres mænd. Nu har jeg endelig min elskede, min sikkerhed, siger prins Carl Philip, som ligesom Sofia ser lyst på fremtiden.
- For det første ser vi selvfølgelig frem til brylluppet. Børn skal vi naturligvis have i fremtiden, men vi tager et skridt ad gangen, siger Sofia.
- Nu vil vi leve, gøre ting sammen, nyde at være to, fastslår prins Carl Philip i interviewet.