Dagens fødselsdagsbarn: Estelle fylder to år
I dag er det præcist to år siden, kanonerne bragede med 21 skud fra Skeppsholmen i Stockholm. Kl. 04.26 blev en lille prinsesse var født – kronprinsesse Victoria og prins Daniels første barn – en kommende dronning af Sverige.
Siden har den nu to-årige Estelle taget hele verden med storm. Hendes skønne, smilende ansigt med de store udtryksfulde øjne får fotografernes linser til at smelte – akkurat som hendes mor altid har gjort det. Så der er al mulig grund til at fejre den lille prinsesse, der i dag fylder to år.
Det sker dog ikke hjemme på Haga-slottet i Stockholm. I torsdags rejste fødselsdagsbarnet med sin far og mor til Hemsedal i de norske fjelde, hvor familien holder ferie til en gang i næste uge.
- Fødselsdagen fejres helt privat, siger Annika Sönnerberg fra det svenske hof.
Prins Daniel var i går en tur ude i terrænet, men kronprinsesse Victoria går stadig med ben-skinne efter et skiuheld i Italien i december, så hun må nyde det smukke, sneklædte landskab på afstand. Det passer sikkert lille Estelle udmærket, at mor så til gengæld har masser af tid til hende.
Mormor og morfar, det svenske kongepar Carl Gustaf og Silvia, kan desværre ikke være med på selve dagen. De er i New York for at hilse på deres seneste barnebarn, Madeleine og Chris’ nyfødte datter. Men hvis man kender den svenske kongefamilie ret, har bedsteforældrene sikkert sørget for, at der også er en flot hilsen fra dem til dagens fødselsdagsbarn.
I dagens anledninghar Victoria og Daniel lavet en lille serie nye fotos af fødselsdagsbarnet. Her bringer vi et af dem.