Den har været glemt i næsten 300 år: Nu tager kongefamilien den snart i brug
Sidste år havde Danmarks dronning Margrethe 50-års regeringsjubilæum, og i år er turen kommet til hendes fætter, den svenske konge Carl Gustaf.
Den 15. september – faktisk på svigersønnen prins Daniels 50-års fødselsdag – kan kong Carl Gustaf fejre sine 50 år på den svenske trone.
I forbindelse med fejringen er en gammel og glemt detalje, der har været på tegnebrættet i næsten 300 år, nu fuldført og taget i brug.
Det skriver det svenske kongehus i en pressemeddelelse.
”Knap 270 år efter slottet blev opført, er en balkon på slottets vestlige facade færdiggjort. Selvom slotsarkitekten Nicodemus Tessin den yngres originaltegninger viser en balkon, har en sådan aldrig været bygget. Forud for fejringen af H.M. Kongens 50 år på tronen er en balkon nu færdig,” skriver det svenske kongehus.
Indtil nu har dobbeltdøren ført ud til et kobbertag, men nu er der bygget gelænder, så man kan benytte balkonen, som det også oprindeligt var tænkt, skriver Statens Fastighetsverk (ejendomsstyrelse, red.).
- De har ikke kunnet finde nogle spor af, at et altanrækværk nogensinde har været der. Men nu har vi i samarbejde med Ståthållarämbetet bygget et gelænder efter Tessins tegninger, lyder det fra Magnus Gustafsson, leder på Statens Fastighetsverk.
- Det er meget sjældent, man laver tilføjelser til facaderne eller det visuelle på slottet.
Den nye balkon bliver også taget i brug til kong Carl Gustafs fødselsdag den 30. april, hvor den kongelige familie vil vise sig, skriver det svenske kongehus.
Se billederne af den nye balkon og de originale tegninger ved at klikke her.