Derfor nævner han Estelle i ny tale
Det var en veloplagt prins Daniel, der tirsdag morgen tonede frem på skærmene ved den store ergoterapeutkonference Arbetsterapiforum 2021, der i år bliver afholdt digitalt.
Velkomsttalen, som prinsen holdt for de mange deltagere, var indspillet på forhånd og inden han blev syg med coronavirus.
Særlig grund
I talen nævner prins Daniel overraskende kronprinsesseparrets ældste datter, prinsesse Estelle, 9, og det af en helt særlig grund.
For grevinde Estelle Bernadotte af Wisborg, som prinsesse Estelle er opkaldt efter, havde en tæt forbindelse til ergoterapeut-området.
Glad far
- Grevinde Estelle Bernadotte af Wisborg var en drivende kraft i etableringen af ergoterapien her i Sverige. Og hun var selv med til at undervise, da den første undervisning blev afholdt på Røde Kors´ hospital i Stockholm 1944, lyder det fra prins Daniel i talen, hvorefter han understreger, hvor stort det sikkert ville have været for grevinden at kunne opleve den flotte udvikling indenfor området, der har ført til, at der i dag er hele 12.000 ergoterapeuter i Sverige.
- I dag har grevinde Estelle et navn i sin mands fætters barnebarns barnebarn. Og Estelle den yngres pappa, ja, han er meget glad for muligheden for at kunne sende denne her hilsen på Arbetsterapiforum 2021, siger prins Daniel endvidere.
Tæt forhold
Amerikanskfødte grevinde Estelle var gift med den kendte diplomat Folke Bernadotte, greve af Wisborg og fætter til kong Carl Gustafs bedstefar, kong Gustav VI Adolf.
Da kong Carl Gustafs far døde i en flyulykke i 1947, blev Folke en af de absolut vigtigste personer i drengens liv, og hans mor, Sibylla, havde et tæt forhold til Estelle.
I gør en forskel
Prins Daniel kommer i talen også ind på den enorme positive forskel ergoterapeuter gør for både børn, unge og voksne
- Med jeres kompetance, kunnen og kreativitet bidrager I til at flere børn klarer skolen. At flere voksne lever et selvstændigt liv. Og at flere som rammes af sygdom kan komme tilbage til en velfungerende hverdag, ud fra deres egne forudsætninger.
- Kort sagt, I gør en afgørende forskel i vældig mange mennesker liv, roser prins Daniel ergoterapeuterne i talen, der er optaget hjemme på Haga Slot, hvor han for tiden er i karantæne med kronprinsesse Victoria og parrets børn, prinsesse Estelle, 9, og prins Oscar, 5.