Derfor sagde kronprinsesse Victoria ja til at blive Anders And-figur
Den 14. juli fylder kronprinsesse Victoria 40 år, og i det seneste nummer af Anders And i Sverige er hun med som tegneseriefigur.
Det er første gang, at en kongelig pryder forsiden af bladet, og også første gang at kronprinsesse Victoria er blevet spurgt, om hun vil medvirke.
- Det er en sjov ting og en ære at være med i Sveriges største tegneserieblad, siger projektleder hos det svenske Anders And, Anna Bergström.
Anders And har kongelig debut
Hun understreger desuden, at det er spændende at have en kongelig med i bladet, der tidligere har haft den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic med på siderne.
Nogle kalder den svenske landsholdsstjerne for ”kongen”, men det er altså første gang, at Kalla Anka, som Anders And kaldes i Sverige, har en rigtig kongelig med.
Femårige prinsesse Estelle læser også med i Anders And, og det kan ifølge Svensk Damtidning måske være grunden til, at kronprinsesse Victoria har sagt ja.
Kronprinsesse Victoria har godkendt alt
Kronprinsesse Victoria har fået lov til at være med i hele processen, og hun har derfor også set forsiden på forhånd.
Hun har godkendt alt lige fra skitse til farvelægning, men det er ikke den eneste måde, kronprinsessen bliver hyldet på op til sin runde dag.
Den svenske designvirksomhed Paradisverkstaden, der er kongelig hofleverandør, har desuden udviklet en fantastisk smuk version af den berømte vase ”Fröhus” til hendes ære.