Det må have gibbet i ham: Prins Carl Philip så bilerne suse forbi i sneen
Sveriges prins Carl Philip har tidligere vist, at det ikke kun er blåt blod, han har i årerne – men også benzin. Og fredag gjorde han det så igen.
Prinsen overværede motorløb i topklasse under Sweden Rally, der blev afviklet i weekenden ved den nordøstlige by Umeå. Og Carl Philips begejstring var ikke til at overse.
Under åbningstalen satte han ord på, at det var dejligt at være tilbage, ligesom han fortalte, hvorfor det lige er motorløb, han har kastet sin kærlighed på:
– For mig tror jeg, det er samarbejdet mellem chaufføren og co-driveren på sit højeste niveau – både individuelt og med teamet. Det virker nogle gange som om bilen danser i skoven og følger vejens sving og toppe, sagde prinsen og tilføjede:
– Både chauffør og co-driver skal følge deres intuition, men de skal også stole på hinanden og følge hinandens spor. Det er det smukke ved rally, og det er derfor, det er så specielt.
Prins Carl Philip tilbragte selv fredagen langs banen og så de hurtige biler suse forbi. Det må have gibbet i prinsen, der selv konkurrerer, når der er tid til det.
Rally Sweden er ét af tretten delløb ved VM i rally, og det er sæsonens eneste reelle vinterløb, hvor bilerne kører i de sneklædte skove.