16. sep. 2023
Af Malan Joensen

Drama tæt på det kongelige slot: Bevæbnet mand anholdt

Kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
Foto: Janerik Henriksson/AFP/Ritzau Scanpix
Svensk politi anholdt lørdag en mand, der bevæbnet med en kniv forsøgte at trænge gennem afspærringer ved det kongelige slot i Stockholm, hvor kong Carl Gustaf fejrer regeringsjubilæum.

På grund af den svenske kong Carl Gustafs stort anlagte regeringsjubilæum er der lørdag masser af politi på plads udvalgte steder i Stockholm, og det viste sig tidligere på dagen at være en god idé.

En bevæbnet mand forsøgte nemlig at trænge igennem afspærringer tæt på det kongelige slot, skriver det svenske medie Expressen.

Ifølge politiet var manden kraftigt beruset, og da han ved frokosttid blev pågrebet at politiet under sit forehavende og derefter visiteret, havde han en kniv på sig.

- Han er anholdt på baggrund af loven om berusede personer, men også mistænkt for grov overtrædelse af våbenloven, udtaler politiets talsperson Rebecca Landberg til Expressen, dog uden at kunne uddybe, hvilken form for kniv, der er tale om.

Hvad den anholdtes motiv har været til at forsøge at trænge gennem afspærringen bevæbnet med en kniv, er det svenske politi endnu ikke blevet klogere på.

Den anholdte er nødt til at blive ædru inden afhøring, meddeler Rebecca Landberg.

Lørdag har kong Carl Gustaf og dronning Silvia kørt i karet igennem Stockholm og sejlet i den kongelige chalup.

Senere var de til koncert, hvor de fik selskab af kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip, prinsesse Sofia, prinsesse Madeleine, Chris O'Neill, kronprinsesseparrets børn prinsesse Estelle og prins Oscar samt Carl Philip og Sofia sønner Alexander og Gabriel.

Læs mere om: