Dronning Silvia afslører: Sådan fordeler vi diademerne
I den nye tv-dokumentar "Kungliga smycken", der er blevet sendt i to afsnit på SVT1 fortæller dronning Silvia sammen med kronprinsesse Victoria og prinsesse Christina for første gang om de pragtfulde kongelige smykker.
Undervejs afslører dronning Silvia blandt andet, hvordan hun og de andre kvindelige familiemedlemmer vælger, hvem der skal bære hvilket diadem til de store kongelige fester.
Det rette look
Det svenske kongehus har et overdådigt smykkeskrin til rådighed og der ligger mange tanker bag det rette aftenlook.
- Det kommer naturligvis an på begivenheden, hvilken grad af smykker man skal anvende. Men det kommer også an på kjolen. Hvilken farve har kjolen? Hvilken stil har den? Af og til tilpasser vi smykkerne til kjolen, men nogle gange er det også omvendt: så tilpasser vi kjolen smykkerne, forklarer dronning Silvia.
Alle har deres favorit
- Så det taler vi om. Vi prøver ikke at bære samme farve alle tre eller alle fire. For det meste spørger de mig, hvad jeg skal have på og jeg hører dem, hvad de skal bære. Det er en familiesamtale for at afstemme, så det bliver flot, siger dronningen og tilføjer med et glimt i øjet:
- Alle har selvfølgelig deres favoritter, som netop de gerne vil bære.
Vælger safirerne
Dronningens personlige favorit er safirdiademet, faktisk hele det Leuchtenbergske safirgarniture, fortæller hun.
- Det er let at bære, det er smukt, det er vidunderligt, lyder det begejstret fra hende i udsendelsen, hvor hun tager det forsigtigt op af den fine røde opbevaringsæske og viser, at det både kan bruges som rund krone og åbent diadem.
Tryk her for at se afsnit 1 og 2 af Kungliga smycken" produceret af Sara Bull for SVT1