23. feb. 2023
Af Malan Joensen

Efter kong Carl Gustafs operation: Det skal der ske den kommende tid

Kong Carl Gustaf og kronprinsesse Victoria
Kong Carl Gustaf og kronprinsesse Victoria
Foto: Thron Ullberg/The Royal Court of Sweden
Kong Carl Gustaf er blevet opereret i hjerteregionen.

Sveriges kong Carl Gustaf, der mandag blev opereret i hjerteregionen ved en planlagt kikkertoperation, er nu udskrevet fra hospitalet, skriver den svenske avis Expressen.

Den 76-årige konge skulle efter planen tilbringe nogle dage efter operationen på hospitalet.

Det har kong Carl Gustafs livlæge Viveka Frykman Kull tidligere forklaret til avisen Expressen.

Efter udskrivelsen skal kong Carl Gustaf så retur til sygehuset for opfølgende kontrol.

Og ellers står den på ro og fred for monarken:

- Han skal tage det roligt og hvile nu i 14 dage efter operationen, uddyber Viveka Frykman Kull, der understreger, at operationen er gået rigtig godt.

Det er tidligere blevet bestemt, at der ikke er behov for en rigsforstander i perioden, men kongens officielle opgaver mellem 20. februar og 3. marts er dog blevet udsat.

At kong Carl Gustaf nu er blevet udskrevet er ikke den eneste gode nyhed fra det svenske kongehus torsdag.

Kongens hjemkomst falder nemlig sammen med kronprinsesse Victoria og prins Daniels datter prinsesse Estelles 11-års fødselsdag, og hvem ved - måske kan de overbringe den rekonvalescerende morfar et stykke fødselsdagskage senere på dagen.

Læs mere om: