Glad Carl Gustaf modtaget med jubel
Solen var allerede gået ned, men humøret til gengæld højt hos den svenske kongefamilie, da de ankom til Konserthuset præcis kl. 19.58 lørdag aften.
Efter at have nydt en dejlig middag på Nordiska museet, var kongen og hans børn og svigerbørn taget videre til Konserthuset få kilometer derfra, hvor Riksdagen havde inviteret til en spændende jubilæumskoncert med en perlerække af svenske kunstnere.
Ligesom til middagen i museet ankom kongen og dronningen samtidig med resten af den kongelige familie, dog i forskellige biler.
Det var dagen før den egentlige jubilæumsdag, hvor kongen har siddet 40 år på tronen, og stemningen var allerede helt i top.
Og humøret blev kun endnu højere af, at flere af de omkring 200 mennesker på pladsen råbte: "konge, konge" og jublede ved synet af deres regent.