Han dukkede op! Chris O’Neill overrasker til prinsesse Madeleines store fest
Han plejer at takke nej til den type begivenheder, men mandag aften gjorde Chris O’Neill en undtagelse.
Helt uventet dukkede han op på rød løber, da World Childhood Foundation afholdt stor galla i New York.
Det skriver Svensk Damtidning.
World Childhood Foundation er hans hustru, prinsesse Madeleines, store hjertesag, og sammen med sin mor, dronning Silvia, deltager hun hvert år i den store fest.
Mandag aften var de så igen tilbage i New York, og som så mange gange tidligere trådte mor og datter ind på den røde løber forud for velgørenhedsgallaen – men denne gang var det ekstra særligt, da de havde selskab af prinsessens mand.
Det var dronning Silvia, der i 1999 tog initiativet og stiftede World Childhood Foundation for at hjælpe børn, der er udsat eller risikerer at blive udsat for vold og seksuelle overgreb.
Siden har også prinsesse Madeleine lagt stort arbejde i organisationen og er i dag stærkt engageret.